Kapitel 1: Diagnosen
Annas liv ændrede sig for altid, da hun fik at vide, at hun havde cøliaki. Hun var 17 år gammel og havde kæmpet med mavesmerter, træthed og vægttab i lang tid, men ingen læge havde kunnet finde ud af, hvad der var galt med hende. Hun følte sig misforstået og alene, som om hendes krop var imod hende. Hun elskede mad og bagværk, men nu skulle hun undgå gluten, som var i næsten alt. Hvordan skulle hun nogensinde kunne nyde et måltid igen?
Hun var vred og frustreret over sin situation. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle fortælle det til sine venner og familie, som ikke ville forstå, hvorfor hun pludselig ikke kunne spise samme mad som dem. Hun var bange for at blive udelukket og isoleret, for at virke besværlig og kræsen. Hun var ked af at skulle sige farvel til alle de ting, hun holdt af, som pizza, pasta, croissanter og kager. Hun følte sig snydt for en normal ungdom.
Anna prøvede at acceptere sin diagnose og lære mere om cøliaki og glutenfri kost. Hun fandt ud af, at cøliaki er en autoimmun sygdom, hvor immunsystemet angriber tarmene, hvis man spiser gluten. Gluten er et protein, som findes i hvede, rug og byg. Hvis man har cøliaki, kan man få symptomer som diarré, oppustethed, anæmi, depression og knogleskørhed. Den eneste behandling er at holde sig helt væk fra gluten resten af livet.
Anna indså, at det var en alvorlig sygdom, som hun skulle tage hånd om. Hun begyndte at læse varedeklarationer, når hun handlede ind, og opdagede, at gluten var i mange produkter, som man ikke ville forvente det. Hun lærte, hvilke mærker og butikker, der havde glutenfri alternativer, og hvilke restauranter og caféer, der var cøliakivenlige. Hun fik råd og støtte fra sin diætist, sin læge og andre cøliakere på internettet. Hun fandt også nogle glutenfri kogebøger og blogs, som inspirerede hende til at prøve nye opskrifter og ingredienser.
Kapitel 2: Glutenfri boller
Anna havde altid elsket at bage. Hun syntes, det var terapeutisk og hyggeligt at ælte dejen, dufte til den nybagte brød og smage på det lune bagværk. Hun havde en hel samling af bagebøger, som hun havde fået i gaver eller købt selv. Hun vidste, hvordan man lavede alt fra franskbrød til fastelavnsboller. Men da hun fik diagnosen cøliaki, måtte hun lægge sin hobby på hylden. Hun kunne ikke længere bruge “almindeligt” mel, og hun anede ikke, hvordan man bagte med glutenfri mel. Hun troede, at det var umuligt at lave noget, der smagte godt uden gluten.
Men en dag, da hun var på biblioteket for at låne nogle bøger til skolen, faldt hendes øjne på en bog, der hed “Glutenfri bageglæde”. Hun blev nysgerrig og tog den ned fra hylden. Hun bladrede igennem siderne og så billeder af lækre kager, muffins, tærter og boller. Hun læste om forskellige slags glutenfri mel, som rismel, majsmel, boghvedemel og mandelmel. Hun læste om tips og tricks til at få dejen til at hæve og holde sammen. Hun læste om, hvordan man kunne tilføje smag og saftighed med frugt, nødder, krydderier og sirup. Hun blev overrasket og imponeret over, hvor meget man kunne lave med glutenfri ingredienser.
Hun besluttede at låne bogen og prøve nogle af opskrifterne derhjemme. Hun gik i supermarkedet og købte et udvalg af glutenfri mel, gær, æg, mælk, smør, sukker, salt, rosiner, kardemomme og vaniljesukker. Hun ville starte med at bage nogle glutenfri boller, som hun savnede mest. Hun fulgte opskriften nøje og blandede de forskellige meltyper, varmede mælken, opløste gæret, tilsatte æg, smør, sukker, salt og kardemomme og æltede dejen. Hun lod dejen hæve i en times tid og formede den til boller, som hun lagde på en bageplade. Hun penslede dem med æg og dryssede med rosiner og vaniljesukker. Hun satte dem i ovnen og ventede spændt på resultatet.
Da de var færdigbagte, tog hun dem ud af ovnen og lod dem køle af på en rist. De så godt ud, gyldne og runde, og de duftede dejligt af kardemomme og vanilje. Hun tog en bolle og brød den over. Den var blød og luftig indeni, med en sprød skorpe udenpå. Hun smurte noget smør på den ene halvdel og tog en bid. Det smagte fantastisk, sødt og aromatisk, med et let syrligt strejf fra rosinerne. Hun kunne ikke tro, at det var glutenfrit. Hun følte sig lykkelig og stolt over sin bedrift. Hun havde genfundet sin bageglæde.
Kapitel 3: At leve med cøliaki
Det tog tid for Anna at vænne sig til sit nye liv med cøliaki. Hun måtte lære at planlægge sine måltider, at være opmærksom på krydskontaminering, at sige nej tak til mad, hun ikke kunne tåle, at forklare sin sygdom til andre, at håndtere deres reaktioner, at acceptere sin begrænsning. Hun havde stadig dage, hvor hun følte sig trist, vred eller ensom. Hun havde stadig lyst til at spise glutenholdig mad. Hun havde stadig frygt for at blive syg eller udstødt.
Men hun havde også dage, hvor hun følte sig glad, taknemmelig og stærk. Hun havde også glæde af at spise glutenfri mad. Hun havde også støtte fra sine venner og familie. Hun havde også håb om at få det bedre og leve fuldt ud.
Anna opdagede, at der var mange positive sider ved at have cøliaki. Hun blev mere sund og nærende i sin kost, da hun spiste mere frugt, grøntsager, kød, fisk, æg, ost, nødder og bønner. Hun blev mere kreativ og eventyrlysten i sit køkken, da hun eksperimenterede med nye opskrifter og ingredienser. Hun blev mere bevidst og ansvarlig for sin krop, da hun lyttede til dens signaler og behov. Hun blev mere selvsikker og modig i sin kommunikation, da hun talte om sin sygdom og bad om hjælp. Hun blev mere åben og forstående over for andre, da hun mødte mennesker med forskellige baggrunde og udfordringer.
Anna indså, at hun ikke var alene med sin cøliaki. Hun var en del af et fællesskab, der bestod af tusindvis af andre cøliakere i Danmark og millioner i verden. Hun fandt venner og rollemodeller, som havde samme sygdom som hende, men som ikke lod den stoppe dem fra at gøre det, de elskede. Hun fik inspiration og motivation fra dem til at følge sine drømme og passioner. Hun følte sig forbundet og accepteret af dem, som forstod, hvad hun gik igennem.
Anna lærte at leve med cøliaki. Hun lærte at se det som en udfordring, ikke en hindring. Hun lærte at finde glæde og mening i sit liv, trods sin sygdom. Hun lærte at være stolt af, hvem hun var, med eller uden gluten.